Skal vi snuppe en tur mere i karrusellen…?

Af: Lise-Lotte Maria Sundahl

Som nybagt kandidat studerende, for det er man vel stadig et halvt år inde i uddannelsen, sidder jeg nu,  med sidste eksamen på 7. semester, blot 6, vinterkolde, grå, januar dage ude i fremtiden, og kigger tilbage på den tid, der siden uddannelses start i september, fløj forbi og landede mig her: I det nye år. 2013

Er virkeligheden som studerende på IT,læring og organisatorisk omstilling anderledes end jeg havde forventet? Lever presset, kravene, den nye viden og niveauet for undervisning op til mine forventninger?. Og hvordan HAR jeg det? Hvordan har VI det? (det er jo sådan noget jeg rigtig gerne vil høre om, evt i en kommentar til denne blog?)

Jo det er anderledes end jeg troede det ville være. Jeg troede det ville være mere “ensomt”.(og at de fysiske rammer ville være mindre fantastiske:)) Der er noget ved stemningen og tilgangen til projektarbejdet der virker stærkt sammensmeltende på folk. Og den oplevelse at træde ind i et lokale fyldt med vildt fremmede der SÅ hurtigt bliver introduceret og kommer “tæt på” uden at det bliver for an masende, er nyt for mig. Måske har jeg blot været heldig og er ramlet ned i en tilfældig sammensat gruppe eller klasse, hvor alle er åbne og klar til at samarbejde og vidensdele, men det er helt klart oplevelsen jeg har haft.

Det mest revolutionerende ved mit nye liv som kandidat studerende er dog en følelse af at være blevet en del af “den virkelige verden”. For at forklare hvorfor den følelse  har så stor betydning, vil jeg fremhæve hvordan det var at være pædagogstuderende. Som pædagogstuderende skulle vi lære hvordan tingene bliver gjort og hvorfor.Vil skulle ikke beskæftige os synderligt med at lave noget om. Når jeg tænkte på mit fremtidige job i en institution , så jeg  altid mig selv siddende på gulvet i en gardarobe i en børnehave, mens jeg med sved på panden kæmpede mig igennem 90 børns flyverdragt og støvle påklædning, for derefter at starte på afklædningen af samme beklædningsgenstande så snart jeg var færdig. “skruen uden ende” stemningen var herskende under pædagoguddannelsen, assisteret og holdt i live af “det er der ikke penge til” og “tro ikke at du skal lave noget om” ånden.

Men nu er jeg kommet til “mulighedernes land” , og når jeg kalder det “virkelighedens verden”, er det fordi at det er den virkelighed jeg har drømt om og den eneste virkelighed der burde findes i min optik, nemlig en virkelighed hvor det er muligt at finde på noget nyt! Hvor det at “lave om” er reglen nærmere end undtagelsen. Og ikke mindst hvor det er ok at TRO på at forandringen rent faktisk vil ske!

Projekt arbejde med cases fra det virkelige liv, der går ind i problemstillinger der “kører” derude er en dybt fascinerende og motiverende  arbejdsform. Især det seneste projekt vi har arbejdet med, og som afsluttes snart med en mundtlig eksamen, har været en fantastisk, til tider uoverskuelig og rodet proces, som dog lander et sted hvor vi kan se tilbage på en periode hvor vi blev rykket ved, udfordret og kom ud over vores grænser på en måde der gav os følelsen af at vi fik nye indsigter og fik afprøvet os selv.

Det der med at vi skulle ud og indsamle empiri i form af interviews lød meget fredeligt og tilforladeligt i klasselokalet, men pludselig sad jeg der ved telefonen, bag skærmen og stirrede på navnet på rette vedkommende. Det her er så virksomheds lederne jeg skal overtale til at lade sig interviewe…det her er SSP konsulenten…det her er klasselæren…projektlederen osv..alle personer med en travl hverdag på deres job, som jeg skulle ringe op og overtale til at samarbejde med os; en lille gruppe kandidat studerende fra Ålborg Universitet.

Og det er der i røret, hvor man febrilsk kæmper for at få ørenlyd at man “fødes”. Her bliver du den problemorienterede projekt arbejder. Studerende eller ej, du får fingerne dybt ned i “den muld” hvor det hele “gror” derude i den virkelig der er og skabes og som vi ønsker at være med til at omskabe så den bliver et stadig bedre sted at gro og leve og virke i.

Oplevelsen af at blive taget imod, lukket ind og respekteret af alle vi henvendte os til for at bede om interviews, har efterladt os med en tillid til at vi finder vej i den her jungle af nye erkendelses processer der venter forude. Vi er godt på vej. Selvom det føles lidt ligesom at køre i karrusel…rundt og rundt i teori og vidensverdenen. Hele tiden møder vi nyt vi kan bygge på. Nye vinkler vi kan se og nye metoder der kunne være interessante at afprøve. Nye veje at gå, hvor vi hele tiden effektivt og hurtigt må træffe beslutning om hvilken vi vælger…rundt og rundt.

Men lad os tage en tur til og en tur til og en til…. Sammen:). God eksamen!.

DSC00464