Man roder med lidt af hvert midt i sit speciale skriv…

Jeg er igang! Jeg har lige interviewet Lajla og Mette. To super seje ledere i en integreret institution. Jeg er ved at få genopfrisket alle begreberne og støvet alle teoretikere af..mit abstrakt tager form…det bliver noget med tekonologi forståelse og organistorisk læring…det er vildt spændende. Jeg elsker det! Og jeg VIL altså lave den her platform.

DIGILEG.DK

Er der nogen der kender en web udvikler med spciale i Mandrillapp?? Som arbejder gratis i sin fritid?? (HA HA… joke 😉

 

Go speciale-skrivnings “one time in your life experience”. 😉

Ok. Praktik ER bare fedt!

Hallo everybody.

Her er så lidt nyt fra lokumpapir entrepreneur praktikanten (Inspireret af ham her : http://memit.com/117557_the-toilet-paper-entepreneur-an-interview-with-mike-michalowicz)

Nå ja…her kan det godt foregå på dansk lidt endnu. Selvom, egenligt er det ustyrligt flabet. Så sidder man her og skriver på en blog der henvender sig til en kæmpe gruppe af universitets studerende og tillader sig at udtrykke sig på vores lille ligegyldige “lokale” dialekt…DANSK!

(sorry all you great people from abroad, i`ll make a translation under this text)

For det er bare EN af de ting praktikken har flyttet i mig! Tiden hos memit har givet mig en tydelige følelse af at verden ER blevet ET!

Vi er ikke bare os selv længere. Vi ER kommet ud af vores lille danske navlepiller kravlegård, og der er kun en vej frem: Globalisering, globalisering og herefter: endnu mere globalisering.

Let me share some of my thought on WHY.

Jeg er jo i praktik på 9.semester hos memit. Memit er et lille nuttet start up. En såkaldt social vidensdelings platform. Jeg er vild med teamet. De er så seje og engageret og dygtige at det halve kunne være nok. Så man skulle mene at succesen er sikret. Men sådan spiller musikken ikke! Sagen er at der er masser af små mere eller mindre nuttede start ups i den her stil. Og det ikke bare i H.C Andersens lille Danmark. Noop! de skyder op overalt hvor udviklingen blot tilnærmelsesvis tillader det. Og konkurrencen er sindsyg hård.

Det er derfor AFGØRENDE at virksomheden er gearet til at høste kunder på det store globale jagtmarked. Det er afgørende at ligeså snart den kære Inder, der lige har fået røven op af vandskorpen økonomisk fordi han har fået et nyt job via et udenlandsk firma, som det FØRSTE ,når han tænder hans sprit-nye vidunder maskine af en IPHONE, ser DIT firma poppe op og på flydende Inder-engelsk fortæller ham at den her APP eller platform: DEN KAN HAN IKKE LEVE UDEN!!! (for det kan han jo faktisk ikke ;-))

Også skal du bare lige score en million af de der dejlige Indere. Overtale dem til at donere 1kr om månenden til din mirakel platform. OGSÅ kører det! Det er vejen frem Det lyder da nemt! Eller hvad?

Evernote har gjort det! Så kan vi da osse!

“Men lad nu ikke ambitions niveauet stresse dig derude på det private arbejdmarked” siger jeg tit til mig selv, “skulle det blive for langhåret det hele, kan du jo altid trække sig tilbage og blive støtte pædagog på en eller anden folkeskole”. 🙂

GOD JUL 🙂

Fotografi den 26-11-13 kl. 13.27

(In English)

Hello everybody.

Here is some news from the toilet paper entrepreneur intern ( Inspired by this guy : http://memit.com/117557_the-toilet-paper-entepreneur-an-interview-with-mike-michalowicz )

Well …on this blog we can still get away with writing  in Danish little longer. Although , actually it is bad behavior . You know, to sit here and write a blog that caters to a huge group of university students and then allow myself to express myself in our little trivial “local” dialect … DANISH !

(sorry all you great people from abroad! This is why i make this translation!)

For this is just ONE of the striking facts my internship has shifted in me ! My time  in memit has given me a clear sense of that the world has definitely become ONE !

We (the danish nation) are not our own little self supplying island anymore. We HAVE, long ago, come out of our little Danish self centered play yard, and there is only one way ahead : Globalization , globalization. And after that:more globalization.

Let me share some of my thought on WHY .

So i am a trainee or intern during my  9.semester at memit. Memit is a little cute start up . A so-called social knowledge sharing platform. I love the team. They are really cool, committed and  unbelivable skilled. So you’d think that  success is guaranteed. But that’s not how the music is playing ! The thing is that there are plenty of small , more or less cute start ups, like memit. And it’s not just in Hans Christian Andersen’s little Denmark , noop! they are popping up everywhere, where the technical  development allows it. And the competition is crazy hard .

Therefore, it is CRUCIAL that the company is geared to reap customers in the large global market. It is crucial that as soon as the dear Indian guy, who just lifted himself out of the water financially, because he got a new job with a foreign company, as the FIRST thing, when he turns on his new wonder machine, the IPHONE , sees your company pop up, in fluently Indian  -English tells him that this APP or platform : HE JUST CANNOT LIVE WITHOUT ! (becaurse actually he can’t, right! ;-))

And then you just have to get a  million of these lovely Indian users on your platform. Persuade them to donate about  1kr in the month to your miracle platform. And THEM you made it 😀 !  sounds easy! Doesn’t it?

Evernote has done it! So can we!!

” Do not let the ambition level of the private marked stress you ” I  often say to myself , ” If it becomes to crazy , you can always pull back and become a  support teacher on a public school .” 🙂

Merry Christmas 🙂

Fotografi den 26-11-13 kl. 13.27

Jamen jeg fik min drømme praktikplads…

Det var en lidt flad fornemmelse, det indrømmer jeg, at stå der med sit 4-tal og skuffelsen drivende ned af ryggen, efter sidste eksamen på 8 semester. Jeg synes ellers at jeg var så go derinde. Jeg havde tydelig fornemmelsen af jeg var blevet bedre siden eksamen på 7 semester, hvor jeg fik 7. Jeg synes at jeg var engageret og varieret og havde mange spændende guldkorn i min opgave og i mit oplæg. Men jeg var altså bare ikke særlig god i” Universitets sammenhænge”. Jeg var for “bred” i mit teori valg sagde de, sensor og min vejleder. Der var for lidt sammenhæng mellem det jeg skrev i opgaven og den teori jeg fremhævede ved eksamen og jeg gik ikke nok i dybten med den nye teori. Jeg fik det ikke bundet nok sammen, så argumentationen blev uklar og strittede i alle ender.

Jeg var et flob. Og jeg følte mig flov og forvirret og irriteret på mig selv. Så havde jeg altså ikke særlig meget at have selvtilliden i. Jeg var bare et fjols der havde misforstået hvad det åbenbart handlede om. Det var en barsk og kold afvaskning oven på et semester med ups og især downs, både hvad angik mit personlige liv og mit studie. Så jeg tudede en del på nogle lange ensomme gåture i det Nordsjællandske. Jeg overvejede endda at droppe det hele. Men så kom der en mail i min indboks. Memit.com søgte en intern (eller praktikant på dansk)

Jeg blev helt elektrisk. Memit.com er en social vidensdelingstjeneste jeg havde stiftet bekendskab med i forbindelse med min research til min 8.semester opgave. Online tjenesten er stiftet af teamet bag Social Semantic, der er et efterhånden omfattende netværk af dygtige engagerede eksperter inden for virksomheders brug af sociale medier og networking i det hele taget. Jeg havde med det samme taget Memit.com til mig, da det er et utroligt værdifuldt redskab til at fange og gemme og holde orden på alle de guldkorn og al den overflod af viden der flyder i stride strømme på nettet. Set i lyset af at jeg har lagt mig fast på at skrive mit speciale om sociale medier og den indvirkning brugen har på Organisationers udvikling, ville en praktik plads som “community manager” her, være guld værd for mig. Så jeg skyndte mig at smide den her ansøgning afsted:

Oh My GOD…you are tempting me this morning! 🙂

Hallo and good day.

My name i Lise-Lotte Maria Sundahl. I speak and write and read, English, Dutch and Danish fluently. (thats important, right?)

Right now i am attending a candidate education at Ålborg university (in Copenhagen) called IT, learning and organisational changes. My most recent paper was about: YOU! 😀

I´m am actively following your activities on the internet and i am very interested i everything you do, and impressed to!

Of course i would love to get to know all the great people behind Social Semantic.eu, and learn from you.. Anytime!

Take a peek i my latest paper ( especially the last section called: Mission and Vision) and you get a taste of my true commitment to your work!

When can i start? The truth is that i am “in it and with you already” But let`s make official around 1.september 2013, if you wish.

I am today writing my studie counsel  at Ålborg university, to ask for merit (credit), to be able to be a part of your team as your new intern, and still keep my S.U.

It shouldn`t be a problem, as my education is designed in a way, that invites students to try to connect as much as possible with companies and organizations, during the study period, in order to create a network, that functions as a basis for future work activities.

I attach my CV  (and my latest paper) and hope to hear from you soon.

Yours Sincerely

Lise-Lotte Maria Sundahl

memit

 ….det var med en god følelse, og jeg tænkte, fedt hvis de kalder mig til samtale..så kan jeg møde dem.

Og jeg blev ringet op!, af Jon Lund. Den nye COO i Memit. Det er et af de her øjeblikke i livet hvor man bare tænker” den her samtale var alt mit hårde arbejde værd”

Det var underligt, for fra det øjeblik jeg havde talt med Jon første gang vidste jeg det bare. Jeg får chancen. Det KUNNE jeg jo ikke vide, men min mavefornemmelse sagde mig det, så jeg skyndte mig at sende en ansøgning af sted til studienævnet inden de gik på sommerferie.  Et par uger senere ringer Jon igen og jeg får det bekræftet. Jeg er “inde”.

Væk var følelsen af at være en lille mislykket klovn. Jeg havde selv designet mit 9. semester og det ville blive great!!!

Jeg skal nok holde jer opdateret om den spændende “rejse” det begynder lige om lidt, så der måske er flere der føler sig inspireret og opmuntret til at prøve en praktik.

Men fortsat god sommer derude, where ever you are 🙂

Se lige den her. Nøøøj hvor er den flot!

Vi lander lige om lidt.

Det er blevet sommer i Danmark og 8. semester går allerede på hæld. Forude ligger den sidste fede “flue” der skal sluges. Semester eksamenen! Og det blev tid til SUS: Short for: Studenter udviklings samtale. Jeg knævrede løs. Og midt i det hele ringede de fra Moment. Et vikarbureau hvor jeg havde været til jobsamtale samme formiddag. Nej jeg fik det ikke..der var jo fire andre ansøgere..”men bliv endelig ved med at søge, der skal nok dukke noget op til dig”…lidt det samme Rikke, min skønne udviklingsamtalepartner, sagde, kort efter jeg havde sagt tak og farvel til Katrine fra Moment,…”du vil stå overfor mange lukkede døre, men du må ikke give op”

Jeg har lidt mareridt nu over alle “dørene”. Hvor skal jeg gøre mig den ulejlighed at banke på, og hvor ved jeg med sikkerhed at det er spild af tid. Er jeg virkelig stærk nok i mig selv til alle de “kolde afvaskninger” der venter??…for jeg ved da godt at det bliver op ad bakke. Det bliver en masse frivilligt ulønnet studie arbejde som jeg ikke aner, om, hvor og hvornår, giver afkast. Skulle man ikke bare glemme det hele og logge ind på jobnet og kigge efter et helt almindeligt arbejde…Hell NO!!

Så er det nu man giver sig selv et ordenligt spark bagi og fokuserer. Der er en grund til at jeg er her!. Der er brug for mig. Jeg skal aldeles ikke lad mig parkere i et hjørne af samfundet, bare fordi der måske er nogen der synes at det ville være den mest passende opførsel for sådan en som mig. Sådan en der er lidt “skæv”. En der er lidt “kantet”. En der lige skal have lidt tid til at passe ind…for slet ikke at tale om den tid der tager at finde det STED hvor jeg passer ind. Helt sikkert er det, at det ikke bliver almindeligt. Det bliver vildt og spændende. Det bliver GREAT! Hvad med dig?

Go Sommer.DSC01826

Er du en af drengene?

Problembaseret projekt arbejde i grupper…tilfældige grupper…der formes på baggrund af den fælles interesse i at løse problemet. Det lyder spændende. Ja ligefrem hyggeligt. Gruppe arbejde. Gruppeeksamen. Fællesskab. Samhørighed. Fedt. Great!!!

Men jeg har da tænkt tanker…For mange måneder siden, da sommeren gik på hæld og 7. semester tog fart, og vi blev præsenteret for modellen, indrømmer jeg at jeg tænkte:”ja det går godt i starten! Så længe ingen har trådt hinanden over tæerne. Så længe vi endnu ikke har fået nok af af hinandens tendenser. Tendenser til at tale i munden på andre. Tendenser til at “glemme” at få læst. (Især de engelske tekster) Tendenser til at fyre halv-rasistiske vitser af, selv om vi burde have aflagt det da vi gik ud af folkeskolen. Og tendenser til at sidde og chatte på Facebook når vi burde engagere os i en vigtig klasserums debat…kort sagt, alt det der er normalt og kendetegnene for mennesker, nogen  af de samme typisk menneskelige træk der I perioder også gør det svært at få et parforhold til at fungere.

Og hvad sker der så?? Den dag en/nogen får nok??…. den dag den berømte dråbe får bægeret til at flyde over? Den dag man pludselig har lyst til at rykke hovederne af hinanden?  Er vi så i stand til at huske hvorfor vi er her? Kan vi nå at tælle til 10 og få S-ordet sagt inden panikangsten og raseriet tager over og vi går efter struben.  Kan vi nå at sige STOP derinde hvor forstanden bor? Tage vores gode tøj. Kaste et sidste blik på “drengene” og tænke: “jeg kæmper lige på en anden flanke til det er glemt…so long”

Hvis ikke vi kan det endnu: Styre de indre dæmoner og håndtere konflikter på rette vis, er det helt klart ved at være tid til at lære det. For vi er kandidaterne til leder posterne. Vi skal, før vi ved af det, derud og kunne  indtage rollen som den inddragende og faciliterende leder. Det er os der skal tage imod ham den nye lidt underlige type som det undrer os lidt er blevet ansat. Han har tydeligvis nogle andre rutiner og holdninger end vi selv. Vi skal kunne gennemskue ham, inkludere ham og sikrer os at han trives så han får lyst til at engagere sig…sikre os at han kæmper sammen med os for det vi har kært…for vi er jo ikke(kun) i det for pengene. ..vi er i det for at lære, lære fra os og for “drengene”.

http://www.youtube.com/watch?v=Xk4UhCM9xCE

Image

Så gjorde du det igen! Thomas!

Af: Lise-Lotte Maria Sundahl

“Arrangement om kinestetiske konsoller hvor vi skal lege med Wii og Kinnect.”

Det lyder jo meget uskyldigt. Men jeg burde have vist bedre. Thomas Duus står bag, så det ender med at man føler sig som var man kørt over af en damptromle dagen efter.

Og ganske rigtig. Jeg er netop kommet ind af døren efter den sædvanlige søndagsløbetur med babyjoggeren. Denne søndag slæbte vi os afsted mens jeg var mig smertelig bevist om HVER ENESTE muskel i min krop, og jeg sendte mere end en “venlig” tanke til Thomas og Valdemar ( der var medskyldig arrangør :)) undervejs.

Men workshoppen begyndte nu ganske tilforladeligt med en forfriskende intro til en anden ganske spændende workshop, der inden alt for længe er under op sejling. SE: http://www.wofie.aau.dk/

Efter at en smilene og oplagt Rasmus havde varmet os op med dejlige drømme om at nå nye innovative og cooperative højder, blev vi, de seks fremmødte “slagtefår” på 8.sem,  introduceret til anden runde af Valdemar. Her talte han om motivation og motion og ikke mindst puls (her burde der have ringet en lille klokke om hvad der ventede :D) En spændende pointe i Valdemars oplæg var: Motionere du for at have det sjovt? Eller motionere du for at udføre et stykke arbejde? (forbedre din kondition, tabe dig, eks)Den tanke blev hængene i min bevisthed…

Kort efter og omklædt ned i det veludstyrede motionsrum startede vi ud med en tur på løbebåndet, hvor to løb, mens resten af flokken observerede adfærden efterhånden som pulsen steg, og noterede ved hvilken løbehastighed de forskellige procentdele af max puls blev opnået. Det var spændende at bemærke hvor forskellige vi er når det kommer til at nå op på max puls. Sebastian skulle nærmest løbe en halv maraton for at nå derop, hvorimod Dennis bare lige skulle lugte til løbebåndet…bang! sagde det..maxpuls!!! (hun lyver..siger han hvis i spørger ham! :))

Så blev det tid til at “lege”  Og her måtte vi erkende at når konsollen hedder Wii, så er det “op ad bakke” at lokke ret meget leg ud af den!

Kedelige grafik, langsommelig affære at oprette sin avatar, moraliserende og nedsættende kommentarer,  muligvis udtænkt af en udsultet programmør, på evig slankekur der slipper af med sine frustrationer ved at udtænke måder at få ram på andre halvfede. Dennis blev i hvert fald stemplet som “overvægtig” fordi maskinene havde regnet sig frem til at hans BMI lå over 25. Enhver med et minimum af kendskab til kroppens anatomi og træning ved at BMI i sig selv ikke er nok til at drage den form for konklusion. Men WII tør! Da vi langt om længe var kommet igang med noget der mindede om et træningsprogram måtte vi dog konstatere at noget WII ikke tør er at få folks puls ret meget op over hvilepuls! Den eneste form for aktivitet der formåede at få tallene på Dennises puls ur til at stige var armstrækninger, men her måtte han til gengæld konstatere at en smule håndsved fik hænderne til at glide på det hvide plastic board. Så forhøjet puls er i hus, men du risikere så til gengæld en mindre hjerne rystelse fordi du smutter af boarded lige når det rigtig kører…

wii

Så blev det tid til en bytter og vi smuttede behændigt ind i legen med kinnect og kampsport på Sebastians bruger. Det skal retfærdigvis nævnes at der nok er en sammenhæng imellem at oplevelsen med x-box og kinnect var en langt bedre, sjovere og træningsmæssigt udbytterig oplevelse, at vi jo slap for den kedelige proces med at oprette bruger og starte spillet op osv. Desuden er det den konsol jeg kender hjemmefra, så derfor gør forhåndskendskabet det selvfølgelig langt nemmere at sætte sig ind i hvordan teknologien “taler til os”.

Men når DET så er sagt: HVOR VAR DET BARE SJOVT AT BANKE DE BØLLER !!! Her kunne vi uden problemer komme i flow, fordi grafikken, det narrative, og tilgængeligeheden i form af overskuelige og letforståelige menuer gik op i en højere enhed. Og vi bankede uden problemer pulsen op på max i de korte sessioner hvor vi skiftedes til at tæve de seriøst spooky og “dem vil jeg ikke møde en mørk nat typer” vi blev præsenteret for.

kinnect

Herefter nåede vi kort at udforske “adventure” der havde en knap så effektiv påvirkning på pulsen, men stadig var det en sjov oplevelse, med karakter af en “rejse” ind i et spændende univers, hvor man skulle tætne revnede glasvægge og sejle ned af vilde floder i en gummibåd, og det fedeste var at man kunne gøre det to og to. En oplevelse man husker som sjov, hyggelig og spændende.

Men alt i alt sad jeg tilbage med fornemmelsen af at Wii egner sig bedre til dem der er motiveret af at skulle udføre et stykke arbejde, fordi den netop rammer en tone der ikke ligger specielt meget op til leg. Kinnect derimod er for legebørn og barnlige sjæle. Her går leg og træning op i en højere enhed.

Så hvad bliver det under fødselsdags juletræet: WII eller Kinnect??? Uhh den er svær…

Nu vi jeg hygge resten af min søndag med familien. Glæde mig over at jeg KUNNE løbe den tur idag selvom det gjorde nas. Og håbe at mandag bliver rimelig smertefri 🙂

2013-02-03 09.24.38

Skal vi snuppe en tur mere i karrusellen…?

Af: Lise-Lotte Maria Sundahl

Som nybagt kandidat studerende, for det er man vel stadig et halvt år inde i uddannelsen, sidder jeg nu,  med sidste eksamen på 7. semester, blot 6, vinterkolde, grå, januar dage ude i fremtiden, og kigger tilbage på den tid, der siden uddannelses start i september, fløj forbi og landede mig her: I det nye år. 2013

Er virkeligheden som studerende på IT,læring og organisatorisk omstilling anderledes end jeg havde forventet? Lever presset, kravene, den nye viden og niveauet for undervisning op til mine forventninger?. Og hvordan HAR jeg det? Hvordan har VI det? (det er jo sådan noget jeg rigtig gerne vil høre om, evt i en kommentar til denne blog?)

Jo det er anderledes end jeg troede det ville være. Jeg troede det ville være mere “ensomt”.(og at de fysiske rammer ville være mindre fantastiske:)) Der er noget ved stemningen og tilgangen til projektarbejdet der virker stærkt sammensmeltende på folk. Og den oplevelse at træde ind i et lokale fyldt med vildt fremmede der SÅ hurtigt bliver introduceret og kommer “tæt på” uden at det bliver for an masende, er nyt for mig. Måske har jeg blot været heldig og er ramlet ned i en tilfældig sammensat gruppe eller klasse, hvor alle er åbne og klar til at samarbejde og vidensdele, men det er helt klart oplevelsen jeg har haft.

Det mest revolutionerende ved mit nye liv som kandidat studerende er dog en følelse af at være blevet en del af “den virkelige verden”. For at forklare hvorfor den følelse  har så stor betydning, vil jeg fremhæve hvordan det var at være pædagogstuderende. Som pædagogstuderende skulle vi lære hvordan tingene bliver gjort og hvorfor.Vil skulle ikke beskæftige os synderligt med at lave noget om. Når jeg tænkte på mit fremtidige job i en institution , så jeg  altid mig selv siddende på gulvet i en gardarobe i en børnehave, mens jeg med sved på panden kæmpede mig igennem 90 børns flyverdragt og støvle påklædning, for derefter at starte på afklædningen af samme beklædningsgenstande så snart jeg var færdig. “skruen uden ende” stemningen var herskende under pædagoguddannelsen, assisteret og holdt i live af “det er der ikke penge til” og “tro ikke at du skal lave noget om” ånden.

Men nu er jeg kommet til “mulighedernes land” , og når jeg kalder det “virkelighedens verden”, er det fordi at det er den virkelighed jeg har drømt om og den eneste virkelighed der burde findes i min optik, nemlig en virkelighed hvor det er muligt at finde på noget nyt! Hvor det at “lave om” er reglen nærmere end undtagelsen. Og ikke mindst hvor det er ok at TRO på at forandringen rent faktisk vil ske!

Projekt arbejde med cases fra det virkelige liv, der går ind i problemstillinger der “kører” derude er en dybt fascinerende og motiverende  arbejdsform. Især det seneste projekt vi har arbejdet med, og som afsluttes snart med en mundtlig eksamen, har været en fantastisk, til tider uoverskuelig og rodet proces, som dog lander et sted hvor vi kan se tilbage på en periode hvor vi blev rykket ved, udfordret og kom ud over vores grænser på en måde der gav os følelsen af at vi fik nye indsigter og fik afprøvet os selv.

Det der med at vi skulle ud og indsamle empiri i form af interviews lød meget fredeligt og tilforladeligt i klasselokalet, men pludselig sad jeg der ved telefonen, bag skærmen og stirrede på navnet på rette vedkommende. Det her er så virksomheds lederne jeg skal overtale til at lade sig interviewe…det her er SSP konsulenten…det her er klasselæren…projektlederen osv..alle personer med en travl hverdag på deres job, som jeg skulle ringe op og overtale til at samarbejde med os; en lille gruppe kandidat studerende fra Ålborg Universitet.

Og det er der i røret, hvor man febrilsk kæmper for at få ørenlyd at man “fødes”. Her bliver du den problemorienterede projekt arbejder. Studerende eller ej, du får fingerne dybt ned i “den muld” hvor det hele “gror” derude i den virkelig der er og skabes og som vi ønsker at være med til at omskabe så den bliver et stadig bedre sted at gro og leve og virke i.

Oplevelsen af at blive taget imod, lukket ind og respekteret af alle vi henvendte os til for at bede om interviews, har efterladt os med en tillid til at vi finder vej i den her jungle af nye erkendelses processer der venter forude. Vi er godt på vej. Selvom det føles lidt ligesom at køre i karrusel…rundt og rundt i teori og vidensverdenen. Hele tiden møder vi nyt vi kan bygge på. Nye vinkler vi kan se og nye metoder der kunne være interessante at afprøve. Nye veje at gå, hvor vi hele tiden effektivt og hurtigt må træffe beslutning om hvilken vi vælger…rundt og rundt.

Men lad os tage en tur til og en tur til og en til…. Sammen:). God eksamen!.

DSC00464

Bump på bump på bump…

Så fik vi stiftet bekendskab med Mindcraft! Altså sådan for alvor…ikke gennem de små gutter derhjemme, hvor det er en BEHAGELIG oplevelse af at det er SUPER nemt og lige til at bevæge sig ubesværet rundt. Ungerne hører man aldrig sukke opgivende eller på nogen måde iøvrigt, spor irriterende. De hygger max når de hugger sig ubesværet igennem kilometervis af klipper og hakker den en saftige gris efter den anden ned så kontoen hurtig fyldes med værdigenstande. Så ærlig talt forventede vi at det var nemt. Barnemad. Måske forklarer det hvorfor vores oplevelse af at bruge spillet var så forskellig. “Barnet” i gruppen (Dennis) synes egentlig at det var a piece of cake. Han synes det virkede meget logisk. “Bare slå på tingene, så går de i stykker” og den strategi virkede. For Dennis!!! 😦 Vi andre(Britt og jeg, Lise-lotte) derimod, synes ikke at det var at det var lige ud af landevejen, efter som at blot det at bevæge sig fremad, for slet ikke at nævne, det at indhente og fange grise og får, virkede helt umuligt. Jeg havnede konstant i et hul hvor jeg stod og hoppede hjælpeløs op og ned uden at kunne se en brik, hvorefter jeg som regel, efter et par minutter i denne desperate tilstand, blev slagtet af en ondskabsfuld kæmpeedderkop, eller blev nakket af et skelet spøgelse. Britt havde lidt nemmere ved at bevæge sig fremad, men endte også op med at blive rimelig frustreret over at hun ikke kunne plukke blomsterne.

Alle disse erfaringer kræver dog at man faktisk SPILLER spillet. Katrine havde tekniske problemer, og kom aldrig igang med at spille. Har man observeret på netop denne episode, så man en glad og aktiv Katrine transformere sig om til et vredt monster.  Man kunne tilføje at relationen mellem teknologien og Katrine, var meget anstrengt.

Blogs er som glogs…uundværlige!

Som et  grundlæggende udgangs punkt mener jeg at blogs er uundværlige HVIS, og KUN HVIS de giver udtryk for alt det skjulte. Alt det vi ikke bemærker som andet end krusninger på overfladen af den verbale kommunikation. Alt det vi holdt inde og lagde låg på i arbejdsprocessen, enten fordi vi ikke fandt det relevant nok eller vigtigt nok eller “flot” nok til at blive smidt på bordet; Der, midt i krydsilden hvor meninger og ideer og tanker omformuleret til skarpe vendinger, krydser klinger i en rivende fart, så det bliver svært at få plads,tid og ørenlyd.

Der er ikke noget mere dræbende for læselysten, end en blog der ikke indeholder nogen saftige, indestængte, personlige følelsesladede udbrud. Blogs der bare er en lang “tør” liste over facts, der allerede er publiceret i talrige udgaver og eksemplarer, er i min optik overflødige og udmattende spild af tid…

Nææ nej..der skal “flæskesteg” på bordet, forstået på den måde at det skal være det lækre, det skæve, det kantede, det måske lidt PI kante endda, der IKKE kom frem ved rundbordssamtalen i projektgruppen, fordi det var lige lovligt abstrakt eller flyvsk eller himmelsk eller sødt eller frækt…men MÅSKE, og her kommer en vigtig point: Måske var det netop DET input der manglede for at få hele projektet til at balancerer. Måske findes “Guldkornet” og the missing link netop her!!!.

Altså: Skal vi kunne bruge blogskrivnining til noget som helst, både personligt og som gruppe, skal indholdet eller budskabet i min verden være blødt og sødt og behageligt nemt “to step in”…som glogs på en sommerdag ved stranden…ikke stramt, tørt, kedeligt og gentagelse at ting vi allesammen godt vidste.

en af talrige grunde til at blogge sine helt private og inderste tanker kan være mange…

Som en anden blogskriver på wordpress konkluderer når han filosoferer over den dybere bevæggrund man kunne have til at blogge: Jeg ved det ikke – men jeg synes det er en af tilværelsen paradokser at det indiskutable fremskridt muligheden af blogskrivning er, går hånd i hånd med at det frembringer en farlig bunke ragelse eller ligegyldigheder!
Men det er vel ret beset ikke et særkende ved blogskrivning. Det gælder også det trykte ord: Den indiskutable kvalitet skal findes iblandt myriader af trykte ligegyldigheder og det der er værre…(citat frahttp://tasoer.wordpress.com/2007/01/28/om-blogskrivning-og-motiver/)