Vi lander lige om lidt.

Det er blevet sommer i Danmark og 8. semester går allerede på hæld. Forude ligger den sidste fede “flue” der skal sluges. Semester eksamenen! Og det blev tid til SUS: Short for: Studenter udviklings samtale. Jeg knævrede løs. Og midt i det hele ringede de fra Moment. Et vikarbureau hvor jeg havde været til jobsamtale samme formiddag. Nej jeg fik det ikke..der var jo fire andre ansøgere..”men bliv endelig ved med at søge, der skal nok dukke noget op til dig”…lidt det samme Rikke, min skønne udviklingsamtalepartner, sagde, kort efter jeg havde sagt tak og farvel til Katrine fra Moment,…”du vil stå overfor mange lukkede døre, men du må ikke give op”

Jeg har lidt mareridt nu over alle “dørene”. Hvor skal jeg gøre mig den ulejlighed at banke på, og hvor ved jeg med sikkerhed at det er spild af tid. Er jeg virkelig stærk nok i mig selv til alle de “kolde afvaskninger” der venter??…for jeg ved da godt at det bliver op ad bakke. Det bliver en masse frivilligt ulønnet studie arbejde som jeg ikke aner, om, hvor og hvornår, giver afkast. Skulle man ikke bare glemme det hele og logge ind på jobnet og kigge efter et helt almindeligt arbejde…Hell NO!!

Så er det nu man giver sig selv et ordenligt spark bagi og fokuserer. Der er en grund til at jeg er her!. Der er brug for mig. Jeg skal aldeles ikke lad mig parkere i et hjørne af samfundet, bare fordi der måske er nogen der synes at det ville være den mest passende opførsel for sådan en som mig. Sådan en der er lidt “skæv”. En der er lidt “kantet”. En der lige skal have lidt tid til at passe ind…for slet ikke at tale om den tid der tager at finde det STED hvor jeg passer ind. Helt sikkert er det, at det ikke bliver almindeligt. Det bliver vildt og spændende. Det bliver GREAT! Hvad med dig?

Go Sommer.DSC01826

Er du en af drengene?

Problembaseret projekt arbejde i grupper…tilfældige grupper…der formes på baggrund af den fælles interesse i at løse problemet. Det lyder spændende. Ja ligefrem hyggeligt. Gruppe arbejde. Gruppeeksamen. Fællesskab. Samhørighed. Fedt. Great!!!

Men jeg har da tænkt tanker…For mange måneder siden, da sommeren gik på hæld og 7. semester tog fart, og vi blev præsenteret for modellen, indrømmer jeg at jeg tænkte:”ja det går godt i starten! Så længe ingen har trådt hinanden over tæerne. Så længe vi endnu ikke har fået nok af af hinandens tendenser. Tendenser til at tale i munden på andre. Tendenser til at “glemme” at få læst. (Især de engelske tekster) Tendenser til at fyre halv-rasistiske vitser af, selv om vi burde have aflagt det da vi gik ud af folkeskolen. Og tendenser til at sidde og chatte på Facebook når vi burde engagere os i en vigtig klasserums debat…kort sagt, alt det der er normalt og kendetegnene for mennesker, nogen  af de samme typisk menneskelige træk der I perioder også gør det svært at få et parforhold til at fungere.

Og hvad sker der så?? Den dag en/nogen får nok??…. den dag den berømte dråbe får bægeret til at flyde over? Den dag man pludselig har lyst til at rykke hovederne af hinanden?  Er vi så i stand til at huske hvorfor vi er her? Kan vi nå at tælle til 10 og få S-ordet sagt inden panikangsten og raseriet tager over og vi går efter struben.  Kan vi nå at sige STOP derinde hvor forstanden bor? Tage vores gode tøj. Kaste et sidste blik på “drengene” og tænke: “jeg kæmper lige på en anden flanke til det er glemt…so long”

Hvis ikke vi kan det endnu: Styre de indre dæmoner og håndtere konflikter på rette vis, er det helt klart ved at være tid til at lære det. For vi er kandidaterne til leder posterne. Vi skal, før vi ved af det, derud og kunne  indtage rollen som den inddragende og faciliterende leder. Det er os der skal tage imod ham den nye lidt underlige type som det undrer os lidt er blevet ansat. Han har tydeligvis nogle andre rutiner og holdninger end vi selv. Vi skal kunne gennemskue ham, inkludere ham og sikrer os at han trives så han får lyst til at engagere sig…sikre os at han kæmper sammen med os for det vi har kært…for vi er jo ikke(kun) i det for pengene. ..vi er i det for at lære, lære fra os og for “drengene”.

http://www.youtube.com/watch?v=Xk4UhCM9xCE

Image

Så gjorde du det igen! Thomas!

Af: Lise-Lotte Maria Sundahl

“Arrangement om kinestetiske konsoller hvor vi skal lege med Wii og Kinnect.”

Det lyder jo meget uskyldigt. Men jeg burde have vist bedre. Thomas Duus står bag, så det ender med at man føler sig som var man kørt over af en damptromle dagen efter.

Og ganske rigtig. Jeg er netop kommet ind af døren efter den sædvanlige søndagsløbetur med babyjoggeren. Denne søndag slæbte vi os afsted mens jeg var mig smertelig bevist om HVER ENESTE muskel i min krop, og jeg sendte mere end en “venlig” tanke til Thomas og Valdemar ( der var medskyldig arrangør :)) undervejs.

Men workshoppen begyndte nu ganske tilforladeligt med en forfriskende intro til en anden ganske spændende workshop, der inden alt for længe er under op sejling. SE: http://www.wofie.aau.dk/

Efter at en smilene og oplagt Rasmus havde varmet os op med dejlige drømme om at nå nye innovative og cooperative højder, blev vi, de seks fremmødte “slagtefår” på 8.sem,  introduceret til anden runde af Valdemar. Her talte han om motivation og motion og ikke mindst puls (her burde der have ringet en lille klokke om hvad der ventede :D) En spændende pointe i Valdemars oplæg var: Motionere du for at have det sjovt? Eller motionere du for at udføre et stykke arbejde? (forbedre din kondition, tabe dig, eks)Den tanke blev hængene i min bevisthed…

Kort efter og omklædt ned i det veludstyrede motionsrum startede vi ud med en tur på løbebåndet, hvor to løb, mens resten af flokken observerede adfærden efterhånden som pulsen steg, og noterede ved hvilken løbehastighed de forskellige procentdele af max puls blev opnået. Det var spændende at bemærke hvor forskellige vi er når det kommer til at nå op på max puls. Sebastian skulle nærmest løbe en halv maraton for at nå derop, hvorimod Dennis bare lige skulle lugte til løbebåndet…bang! sagde det..maxpuls!!! (hun lyver..siger han hvis i spørger ham! :))

Så blev det tid til at “lege”  Og her måtte vi erkende at når konsollen hedder Wii, så er det “op ad bakke” at lokke ret meget leg ud af den!

Kedelige grafik, langsommelig affære at oprette sin avatar, moraliserende og nedsættende kommentarer,  muligvis udtænkt af en udsultet programmør, på evig slankekur der slipper af med sine frustrationer ved at udtænke måder at få ram på andre halvfede. Dennis blev i hvert fald stemplet som “overvægtig” fordi maskinene havde regnet sig frem til at hans BMI lå over 25. Enhver med et minimum af kendskab til kroppens anatomi og træning ved at BMI i sig selv ikke er nok til at drage den form for konklusion. Men WII tør! Da vi langt om længe var kommet igang med noget der mindede om et træningsprogram måtte vi dog konstatere at noget WII ikke tør er at få folks puls ret meget op over hvilepuls! Den eneste form for aktivitet der formåede at få tallene på Dennises puls ur til at stige var armstrækninger, men her måtte han til gengæld konstatere at en smule håndsved fik hænderne til at glide på det hvide plastic board. Så forhøjet puls er i hus, men du risikere så til gengæld en mindre hjerne rystelse fordi du smutter af boarded lige når det rigtig kører…

wii

Så blev det tid til en bytter og vi smuttede behændigt ind i legen med kinnect og kampsport på Sebastians bruger. Det skal retfærdigvis nævnes at der nok er en sammenhæng imellem at oplevelsen med x-box og kinnect var en langt bedre, sjovere og træningsmæssigt udbytterig oplevelse, at vi jo slap for den kedelige proces med at oprette bruger og starte spillet op osv. Desuden er det den konsol jeg kender hjemmefra, så derfor gør forhåndskendskabet det selvfølgelig langt nemmere at sætte sig ind i hvordan teknologien “taler til os”.

Men når DET så er sagt: HVOR VAR DET BARE SJOVT AT BANKE DE BØLLER !!! Her kunne vi uden problemer komme i flow, fordi grafikken, det narrative, og tilgængeligeheden i form af overskuelige og letforståelige menuer gik op i en højere enhed. Og vi bankede uden problemer pulsen op på max i de korte sessioner hvor vi skiftedes til at tæve de seriøst spooky og “dem vil jeg ikke møde en mørk nat typer” vi blev præsenteret for.

kinnect

Herefter nåede vi kort at udforske “adventure” der havde en knap så effektiv påvirkning på pulsen, men stadig var det en sjov oplevelse, med karakter af en “rejse” ind i et spændende univers, hvor man skulle tætne revnede glasvægge og sejle ned af vilde floder i en gummibåd, og det fedeste var at man kunne gøre det to og to. En oplevelse man husker som sjov, hyggelig og spændende.

Men alt i alt sad jeg tilbage med fornemmelsen af at Wii egner sig bedre til dem der er motiveret af at skulle udføre et stykke arbejde, fordi den netop rammer en tone der ikke ligger specielt meget op til leg. Kinnect derimod er for legebørn og barnlige sjæle. Her går leg og træning op i en højere enhed.

Så hvad bliver det under fødselsdags juletræet: WII eller Kinnect??? Uhh den er svær…

Nu vi jeg hygge resten af min søndag med familien. Glæde mig over at jeg KUNNE løbe den tur idag selvom det gjorde nas. Og håbe at mandag bliver rimelig smertefri 🙂

2013-02-03 09.24.38

Skal vi snuppe en tur mere i karrusellen…?

Af: Lise-Lotte Maria Sundahl

Som nybagt kandidat studerende, for det er man vel stadig et halvt år inde i uddannelsen, sidder jeg nu,  med sidste eksamen på 7. semester, blot 6, vinterkolde, grå, januar dage ude i fremtiden, og kigger tilbage på den tid, der siden uddannelses start i september, fløj forbi og landede mig her: I det nye år. 2013

Er virkeligheden som studerende på IT,læring og organisatorisk omstilling anderledes end jeg havde forventet? Lever presset, kravene, den nye viden og niveauet for undervisning op til mine forventninger?. Og hvordan HAR jeg det? Hvordan har VI det? (det er jo sådan noget jeg rigtig gerne vil høre om, evt i en kommentar til denne blog?)

Jo det er anderledes end jeg troede det ville være. Jeg troede det ville være mere “ensomt”.(og at de fysiske rammer ville være mindre fantastiske:)) Der er noget ved stemningen og tilgangen til projektarbejdet der virker stærkt sammensmeltende på folk. Og den oplevelse at træde ind i et lokale fyldt med vildt fremmede der SÅ hurtigt bliver introduceret og kommer “tæt på” uden at det bliver for an masende, er nyt for mig. Måske har jeg blot været heldig og er ramlet ned i en tilfældig sammensat gruppe eller klasse, hvor alle er åbne og klar til at samarbejde og vidensdele, men det er helt klart oplevelsen jeg har haft.

Det mest revolutionerende ved mit nye liv som kandidat studerende er dog en følelse af at være blevet en del af “den virkelige verden”. For at forklare hvorfor den følelse  har så stor betydning, vil jeg fremhæve hvordan det var at være pædagogstuderende. Som pædagogstuderende skulle vi lære hvordan tingene bliver gjort og hvorfor.Vil skulle ikke beskæftige os synderligt med at lave noget om. Når jeg tænkte på mit fremtidige job i en institution , så jeg  altid mig selv siddende på gulvet i en gardarobe i en børnehave, mens jeg med sved på panden kæmpede mig igennem 90 børns flyverdragt og støvle påklædning, for derefter at starte på afklædningen af samme beklædningsgenstande så snart jeg var færdig. “skruen uden ende” stemningen var herskende under pædagoguddannelsen, assisteret og holdt i live af “det er der ikke penge til” og “tro ikke at du skal lave noget om” ånden.

Men nu er jeg kommet til “mulighedernes land” , og når jeg kalder det “virkelighedens verden”, er det fordi at det er den virkelighed jeg har drømt om og den eneste virkelighed der burde findes i min optik, nemlig en virkelighed hvor det er muligt at finde på noget nyt! Hvor det at “lave om” er reglen nærmere end undtagelsen. Og ikke mindst hvor det er ok at TRO på at forandringen rent faktisk vil ske!

Projekt arbejde med cases fra det virkelige liv, der går ind i problemstillinger der “kører” derude er en dybt fascinerende og motiverende  arbejdsform. Især det seneste projekt vi har arbejdet med, og som afsluttes snart med en mundtlig eksamen, har været en fantastisk, til tider uoverskuelig og rodet proces, som dog lander et sted hvor vi kan se tilbage på en periode hvor vi blev rykket ved, udfordret og kom ud over vores grænser på en måde der gav os følelsen af at vi fik nye indsigter og fik afprøvet os selv.

Det der med at vi skulle ud og indsamle empiri i form af interviews lød meget fredeligt og tilforladeligt i klasselokalet, men pludselig sad jeg der ved telefonen, bag skærmen og stirrede på navnet på rette vedkommende. Det her er så virksomheds lederne jeg skal overtale til at lade sig interviewe…det her er SSP konsulenten…det her er klasselæren…projektlederen osv..alle personer med en travl hverdag på deres job, som jeg skulle ringe op og overtale til at samarbejde med os; en lille gruppe kandidat studerende fra Ålborg Universitet.

Og det er der i røret, hvor man febrilsk kæmper for at få ørenlyd at man “fødes”. Her bliver du den problemorienterede projekt arbejder. Studerende eller ej, du får fingerne dybt ned i “den muld” hvor det hele “gror” derude i den virkelig der er og skabes og som vi ønsker at være med til at omskabe så den bliver et stadig bedre sted at gro og leve og virke i.

Oplevelsen af at blive taget imod, lukket ind og respekteret af alle vi henvendte os til for at bede om interviews, har efterladt os med en tillid til at vi finder vej i den her jungle af nye erkendelses processer der venter forude. Vi er godt på vej. Selvom det føles lidt ligesom at køre i karrusel…rundt og rundt i teori og vidensverdenen. Hele tiden møder vi nyt vi kan bygge på. Nye vinkler vi kan se og nye metoder der kunne være interessante at afprøve. Nye veje at gå, hvor vi hele tiden effektivt og hurtigt må træffe beslutning om hvilken vi vælger…rundt og rundt.

Men lad os tage en tur til og en tur til og en til…. Sammen:). God eksamen!.

DSC00464

Wolfenstein som teambuildingsværktøj

Billede

http://prezi.com/lnpwvrvevxwn/wolfenstein-et-samarbejdsvrktj/?utm_source=prezi-view&utm_medium=ending-bar&utm_content=Title-link&utm_campaign=ending-bar-tryout

Antimobning i Second Life/Habbo

VI har taget udgangspunkt i programmet Second Life og kigget på hvilke former for læring der kan ske gennem sådan et medie.

Image

IDÉ
Vi har snakket om at forsøge at få 14-16 årige til at lære at mærke forskellen på et godt og et ubehageligt miljø, og i sidste ende forhåbentlig kunne genere en mobbepolitik.Egentlig skulle der foregå et rollespil i Second Life, men vi har ændret det til Habbo, som groft set er et enklere udgave af SL, hvor det er mere lige til at oprette rum, som man kan lukke for andre brugere.

 

FORLØB
Vi forestiller os, at det skal foregå sådan, at eleverne opretter en profil, altså en bruger, som de forhåbentlig kan identificere sig med. Derefter går de ind i et mobbe-rum, hvor det er tilladt at sige grimme ting, bande og svine hinanden til. Faktisk er det lige dét eleverne skal. Bagefter skal eleverne ind i et andet rum, antimobberum. Her må man kun tale pænt til hinanden og give hinanden komplimenter.

Efter eleverne har været i begge rum evalueres der om hvordan det føles at være i de forskellige rum og generelt hvordan oplevelse om at mobbe og blive mobbet.

 

Image

FACILITERING
Læringen tænker vi skal foregå i undervisningen i udskolningen, hvor eleverne er de 14-16 år, og har nemt ved at bruge internettet og sætte sig ind i et nyt program, men også har en forståelse for at skulle generere en mobbepolitik. Måske kan eleverne også være yngre, men det er vi ikke helt sikre på.

Læreren skal ikke være en del af mobningen, men kan gå foran når de er i antimobberummet.

Eleverne får det ud af det, at de selv kan sætte sig ind i at blive mobbet, både IRL men også på nettet.

 

 

Slavetrekant i undervisningen

Vi har designet et undervisningsforløb med inddragelse af et (fiktivt) spil vi selv har designet.Vi forestiller os, at spillet skal bruges i historieundervisningen og forløbe sig over 3 * 2 lektioner. Emnet er trekantshandlen i slutningen af 1700-tallet og spillet vil lade eleverne udforske forskellige sider af sagen.

Spildesign
Spillet foregår på Quest Atlantis-platformen, hvor hver spiller har en avatar og mulighed for at teleportere sig rundt mellem forskellige verdener. I vores spil har de mulighed for at teleportere sig mellem 4 verdener: Danmark, Guldkysten, De Vestindiske Øer og et slaveskib. I hver verden vælger spilleren mellem to forskellige karakterer. De kan fx vælge mellem at spille slave eller slaveejer på De Vestindiske Øer. Afhængig af hvilken karakter man vælger, får man forskellige dilemmaer man skal forholde sig til. Fx ”vil du benåde denne slave?”. For spilleren gælder det om at agere efter hvad der er historisk korrekt. Dette afspejles i et troværdighedsbarometer hver spiller har tilknyttet. Når der ikke er flere dilemmaer at forholde sig til for en given karakter, bliver ens resultat gemt, dvs. hvor troværdigt man har spillet med en given karakter.

Ideen med spildesignet er blandt andet, at eleverne får en forståelse for hvordan det har været at leve i slutningen af 1700-tallet afhængig af hvem man var, samt hvordan forskellige magtforhold hænger sammen. Fx hvordan en beslutning den danske konge træffer kan få betydning for Slave-Peter på De Vestindiske Øer.

Undervisningssituation
I de første to lektioner introducerer læreren spillet (og forløbet) til eleverne og de får herefter lov til at sidde og spille det med hver deres computer.

I de næste to lektioner skal eleverne lave en fælles wiki, hvor læreren på forhånd har bestemt emnerne. Det kunne fx være ”Slaveforhold i kolonierne”, ”handel i DK i 1700-tallet”, ”ophævelsen af slavehandlen”. Det er her meningen af eleverne skal trække på den viden de har fået fra spillet, men også at de informationssøger. Læreren kan fx introducere eleverne til en relevant side på www.historiefaget.dk. Vi forestiller os, at eleverne sidder i grupper og arbejder med dette, hvor hver gruppe har fået x-antal emner at udfylde.

I femte lektion får eleverne igen lov at spille spillet. Sjette og sidste lektion bruges på evaluering i klassen, hvor eleverne bliver spurgt ind til deres oplevelse med spil og wiki. Havde de fx en større forståelse af forholdene i 1700-tallet efter de havde arbejdet med wiki’en, dvs. klarede de sig bedre i spillet? Var det eventuelt sjovere at spille spillet når man havde mere viden? Osv.

Implementering af spillet i skolerne
For at få spillet ud i skolerne, tænker vi, at det kan lægges ind som materiale på www.historiefaget.dk . De har allerede flere spil derinde, som lærerne kan benytte i deres undervisning. Emnet vi har valgt – trekantshandlen – er et emne man skal igennem i folkeskolen og lige nu er der kun et spil på hjemmesiden, der handler om dette, så vi håber vores spil kan udfylde et hul der.

Vi tænker at spillet nemt kan bruges i undervisningen – det kræver ikke så meget af lærerne. Det kan nemt sættes ind i deres undervisningsplan og arbejdet med spillet minder sandsynligvis med noget lærerne har prøvet før. Vi har dog en vision om, at læreren eventuelt også kunne være til stede i det virtuelle univers med en avatar, mens eleverne spiller. Dette vil dog kræve mere af læreren og vi kan heller ikke helt gennemskue hvilken virtuel rolle læreren eventuelt skulle have, så pt. forestiller vi os blot, at læreren er til stede i det fysiske rum, mens eleverne spiller, så han kan svare på spørgsmål osv.

WoW – Hello sexy robot!?

Nybegynder:

Svært at følge med de andre rutinerede gamere. følte at de havde svært ved at inkludere mig, fordi jeg ikke var inde i alle WOW begreberne. De talte til mig, som om jeg burde vide, hvad de forskellige ting gik ud på. Blev dermed ikke sat ind i hvad spillet egentlig talt gik ud på!

Erfaren spiller:

“At genopleve WOW efter en pause på små 3 var som at komme tilbage til sit barndomshjem.”

Ikke så social, lukket samfund. Starter version meget begrænset til social interaktion med andre spiller.
Ikke så åben og fleksibel mht. content i forhold til andre “sandbox” games som fx. Second Life. Det er ikke brugerne der skaber contenten og opgaver, men Blizzard Entertainment.

Det virker som om selve server-samhold/community er lidt uddødet. Alle er ind i deres egen buisness. Ikke meget interaktion til andre spiller. Meget Guild “En gruppe mennesker der samarbejder under samme holdnavn” og dungeon -fixeret “en bane der kræver at man samarbejder i store grupper for at overleve”(Dungeon finder) Mere social kontakt, men samtidig et mindre socialt miljø på de enkelte server.

—————————————————–
-HALLOOOOO SEXY ROBOT !!
-LARS?????
-ER DET EN AF JER???? (Store øjne)
—————————————————–

Bump på bump på bump…

Så fik vi stiftet bekendskab med Mindcraft! Altså sådan for alvor…ikke gennem de små gutter derhjemme, hvor det er en BEHAGELIG oplevelse af at det er SUPER nemt og lige til at bevæge sig ubesværet rundt. Ungerne hører man aldrig sukke opgivende eller på nogen måde iøvrigt, spor irriterende. De hygger max når de hugger sig ubesværet igennem kilometervis af klipper og hakker den en saftige gris efter den anden ned så kontoen hurtig fyldes med værdigenstande. Så ærlig talt forventede vi at det var nemt. Barnemad. Måske forklarer det hvorfor vores oplevelse af at bruge spillet var så forskellig. “Barnet” i gruppen (Dennis) synes egentlig at det var a piece of cake. Han synes det virkede meget logisk. “Bare slå på tingene, så går de i stykker” og den strategi virkede. For Dennis!!! 😦 Vi andre(Britt og jeg, Lise-lotte) derimod, synes ikke at det var at det var lige ud af landevejen, efter som at blot det at bevæge sig fremad, for slet ikke at nævne, det at indhente og fange grise og får, virkede helt umuligt. Jeg havnede konstant i et hul hvor jeg stod og hoppede hjælpeløs op og ned uden at kunne se en brik, hvorefter jeg som regel, efter et par minutter i denne desperate tilstand, blev slagtet af en ondskabsfuld kæmpeedderkop, eller blev nakket af et skelet spøgelse. Britt havde lidt nemmere ved at bevæge sig fremad, men endte også op med at blive rimelig frustreret over at hun ikke kunne plukke blomsterne.

Alle disse erfaringer kræver dog at man faktisk SPILLER spillet. Katrine havde tekniske problemer, og kom aldrig igang med at spille. Har man observeret på netop denne episode, så man en glad og aktiv Katrine transformere sig om til et vredt monster.  Man kunne tilføje at relationen mellem teknologien og Katrine, var meget anstrengt.

Erfaringer med Active Worlds

I undervisningen var vi tre, der fik til opgave at bygge noget i Active World. Vi valgte at bygge en stripklub. Her er først et billede af vores stripklub inklusiv spilinterfacet. Nederst er det vores tre avatarer, der danser på klubben:

 

 

 

 

Det lykkedes os altså at bygge en stripklub, men som det også ses på billedet er den ikke fantastisk prangende. Dette skyldes, at alle funktioner i spillet fungerede halvdårligt. Grafikken er grim, det er besværligt at bygge – man skal kopiere ting der allerede findes og flytte rundt på dem med piletasterne, man opfordres ikke specielt til interaktion (chat) og man kan ikke bruge de ting man bygger. Har man bygget et hus med sofaer og øl på bordene, kan man fx hverken sætte sig i sofaerne eller drikke af øllene. Derudover mangler der mulighed for at få overblik. Et kort eller oversigtskamera kunne være rigtig rart.

Til gengæld synes vi det var sjovt, at man kunne samarbejde om at bygge ting. Det kan man ikke i lignende spil som fx Sims.  Alt i alt giver vi Active Worlds 2/6 stjerner.